Menu

Børnepolitikker (U4-U12)

Hvad går børnepolitikkerne ud på?

Børnepolitikkerne indeholder de vedtagne retningslinjer for børnefodbolden i Helsingør IF. De er blevet udarbejdet af klubbens børneansvarlige og ungdomsformand, og de er blevet godkendt af klubbens bestyrelse. De bliver revideret og opdateret én gang årligt i takt med, at klubben udvikler sig.

Retningslinjerne skal efterleves af alle der har en rolle omkring årgangene U4 til og med U12 piger og drenge. Det gælder både spillere, trænere, holdledere, forældre og ikke mindst klubbens ledelse.

Børnepolitikkerne går hånd i hånd med klubbens trænerhåndbog, som er hele klubbens udgangspunkt for ageren på og uden for banen. Klubben og klubkulturen skal fungere som en helhed, men på visse punkter er det nødvendigt at opstille nogle retningslinjer specifikt for børne-årgangene, og denne opgave løser børnepolitikken.

Er der spørgsmål eller kommentarer til børnepolitikken fra forældre, trænere eller øvrige, så skal disse rettes imod klubbens nuværende børneansvarlige, Aleksander Birch Rasmussen.

Vi håber og tilstræber, at politikkerne vil give genlyd på banerne, så vi i Helsingør IF kan levere et børnemiljø som lever op til vores grundværdier, nemlig venskab, respekt, sammenhold og sjov.

 

Luk